Spring til indhold

Forretningskultur

Den danske forretningsmand, der første gang besøger Saudi Arabien, skal indstille sig på et møde med en særdeles fremmedartet kultur. Det saudiske samfund er konservativt og religiøst præget. Islam er dominerende overalt i samfundet, og der er en omfattende religionsdyrkelse.

Hvordan kan jeg bedst forberede min virksomhed?

Den danske virksomhed bør så vidt muligt udsende folk med et betydeligt status, der er udstyret med myndighed til at forhandle på virksomhedens vegne. Den saudi-arabiske virksomhedsleder kan træffe hurtige og selvstændige beslutninger, når han er tilfreds med forhandlingsresultatet. Han forventer derfor, at modparten er i stand til at agere på samme måde.


Hvilke forskelle i forretningskulturen skal jeg være opmærksom på?

Vestlige principper om virksomhedsledelse har relavtivt ringe udbredelse i saudiske firmaer. Selv i store virksomheder er der en forbavsende ringe uddelegering af ansvar og beslutningskompetence. Man må derfor søge at etablere kontakt på så højt et niveau som muligt og være forberedt på, at den første pris ikke bliver den sidste. Saudierne er drevne forhandlere og nyder forhandlingens kunst.

Etablering af gode personlige relationer er en forudsætning for at gøre forretninger med en saudier. En handel er i højere grad et anliggende mellem personer end mellem abstrakte juridiske enheder. Det er derfor vigtigt at give sig tid til at etablere den personlige tillid.

Det skal dog nævnes, at langt størsteparten af de personer i import- og agenturfirmaer, som danske forretningsfolk vil komme i kontakt med, er selv udlændinge og som oftest veluddannede. Der vil derfor ikke i nævneværdigt omfang være nogen kulturkløft. Tilsvarende er de saudiere, man møder i import- og agenturfirmaer, typisk vestligt orienterede og taler engelsk.

Se også 'Takt og tone' i menuen til venstre.