Spring til indhold

Rejsevejledning - Saudi Arabien

Gyldig: 17.08.2017Senest redigeret  01.05.2017

Rejsevejledningen for Saudi Arabien er senest opdateret den 1. maj 2017. Det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.

Sikkerhedsniveau
Der er en generel risiko for terrorangreb i Saudi Arabien.

Alle rejser frarådes inden for 30 km af grænsen til Yemen.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Sikkerhed og terrorrisiko

Der er en generel risiko for terrorangreb i Saudi Arabien, også mod turister og andre rejsende. Læs mere om rejser til lande med terrorrisiko.

De fleste danskere har et problemfrit besøg i Saudi Arabien.

Du bør udvise forsigtighed, særligt på offentlige steder, hvor mange udlændinge kommer, som f.eks. hoteller, restauranter, indkøbscentre og lokale markedspladser, og i den gamle bydel i Riyadh.

Vi opfordrer dig også til at udvise forsigtighed ved offentlige bygninger, i nærheden af sikkerhedsmyndighederne og på steder, hvor mange mennesker er samlet. Du bør altid holde dig på afstand af opløb og demonstrationer.

Du bør holde dig opdateret om sikkerhedssituationen i medierne og følge myndighedernes anvisninger. Hvis det er muligt, bør du via dine kontakter i landet få oplysninger om sikkerheden i de områder, hvor du skal være.

Du bør altid have dit pas på dig.

I områder, der mest besøges af de lokale, bør du holde lav profil og huske på, at Saudi Arabien er et meget konservativt muslimsk land.

Hvis du ofte rejser til Saudi Arabien eller hvis du er i landet i længere tid (for eksempel på forretningsrejse) bør du få professionel rådgivning om sikkerhed, f.eks. fra din arbejdsgiver eller fra et sikkerhedsfirma.

Begivenheder, som sker andre steder i regionen eller i andre dele af verden, kan påvirke stemningen i Saudi Arabien og resultere i negativ adfærd over for vesterlændinge.

Særlige geografiske risikoområder

Vi fraråder alle rejser og ophold inden for 30 km af grænsen til Yemen på grund af de aktuelle militære operationer i den sydlige grænseregion. Grænseområdet er flere gange blevet ramt af raketter fra Yemen og militante yemenitiske grupper forsøger løbende at trænge ind i Saudi Arabien.

Der kan særligt i den østlige del af Saudi Arabien, hvor størstedelen af Saudi Arabiens shia-mindretal bor, være demonstrationer og sammenstød mellem grupper/personer og sikkerhedsstyrkerne.

I den østlige provins bør du være forsigtig, når du bevæger sig rundt, særligt i nærheden af moskéer og andre shiitiske helligdomme. Du bør være opmærksom på om der er optræk til uroligheder.

Transport

Det er ikke tilladt for kvinder at køre bil i Saudi Arabien.

Der er krav om internationalt kørekort.

Hvis du har længere rejser i landet, bør du overveje at tage med fly eller tog.

Vi anbefaler, at du benytter dig af en erfaren chauffør, da det kræver tilvænning at køre bil på egen hånd i Saudi Arabien. Hvis du selv kører, så bør du være ekstra opmærksom og udvise forsigtighed, da færdselsreglerne ofte ikke overholdes.

Du bør ikke begive dig ud på længere bilture i ørkenen uden for de større byer.

Andre risikoforhold

Handel med og besiddelse af narkotika kan straffes med døden.

Det er strafbart at indføre, købe og/eller indtage alkohol og svinekød.

Homoseksualitet er strafbart efter saudisk lov.

Pilgrimsrejsende / Hajj

Hvis du skal på pilgrimsrejse i Saudi Arabien, bør du holde tæt kontakt til din pilgrimsagent og pårørende under opholdet. Du bør oplyse dansk og saudisk mobiltelefonnummer til pilgrimsagenten.

Du kan let blive væk fra din gruppe under pilgrimsfærden, fordi rigtig mange mennesker samles på begrænset plads. Der er også risiko for, at du kommer til skade i mængden.

Vi opfordrer pilgrimsrejsende til at downloade UM Rejseklar og registrere sig på Danskerlisten.

Ikke-muslimer har ikke adgang til de hellige byer Mekkah og Medinah.

Særlige indrejseforhold

Danske statsborgere skal have visum for at rejse ind i Saudi Arabien.

Der gælder særlige betingelser for pilgrimsvisum. Vi anbefaler, at du henvender dig til den saudiarabiske ambassade i København for at få mere information.

Læs mere om andre landes pas- og visumregler.

Rejsesygeforsikring

Vi opfordrer alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Saudi Arabien, til at tegne en privat sygeforsikring. Danskere i Saudi Arabien er ikke dækket af det gule sygesikringsbevis. Det blå EU-sygesikringsbevis dækker heller ikke.

Læs mere om rejseforsikringer.

Sundhedsforhold

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold på hjemmesiderne for Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Det saudiske sundhedsministerium har bekræftet en lang række tilfælde af Coronaviruset/MERS. Læs mere om MERS på Statens Seruminstituts hjemmeside.

UM Rejseklar

Du bør downloade Udenrigsministeriets app UM Rejseklar, hvor du har nem adgang til råd og bistand fra Udenrigsministeriet både før og under rejsen. Læs mere om UM Rejseklar.

Vi opfordrer også alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Saudi Arabien i kortere eller længere tid, til at registrere sig på Danskerlisten. Danskerlisten er Udenrigsministeriets tilbud til danskere om at blive kontaktet i tilfælde af en krisesituation i udlandet. Registrér dig på Danskerlisten.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til nærmeste danske ambassade eller konsulat her.

Du kan også følge Udenrigsministeriets Borgerservice på Facebook, hvor vi løbende fortæller om vigtige sikkerhedssituationer, der har betydning for danske rejsende.

Kort over Saudi Arabien

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

 

Rejsevejledning